tirsdag den 14. april 2015

Sådan foregår terapi



For at du hurtigt kan føle dig tryg ved at gå i terapi kan det være godt vide, hvad der foregår og hvordan.

Den første session:
Når du kommer i terapi første gang, vil jeg spørge dig om nogle helt konkrete ting.
Jeg skriver en kortfattet journal og nogle noter, som du altid gerne må se. Udover dig og mig er der ingen, der har adgang til dine data.

Oplysningerne tjener to formål; Hvis du har været lidt spændt eller nervøs for at møde op, falder du til ro ved at fortælle helt enkle ting om dig selv og jeg får et hurtigt overblik over hvordan jeg bedst kan hjælpe dig, når jeg ved om du
  • har oplevet vold eller er blevet krænket seksuelt
  • er afhængig af alkohol eller stoffer (eller har været det det)
  • har modtaget/modtager andre former behandling, f.eks. medicin
  • har erfaringer med terapi

Jeg vil også spørge dig direkte hvad årsagen til din henvendelse er og hvad der er dit mål og dine forventninger. Allerede på dette tidspunkt går terapien så småt i gang.

Metode:
Terapien foregår kun som samtale.
Jeg arbejder oplevelsesorienteret. Det betyder, at jeg tager udgangspunkt i dét du fortæller og synes er vigtigt lige nu.
Helt afhængig af din problematik og det du ønsker hjælp til, vælger jeg metode, ud fra f.eks. kognitiv terapi, parterapi, familieterapi, mindfulness, gestaltterapi, eksistentialistisk terapi, ACT (Acceptance and Commitment Therapy), MBT (MentaliseringsBaseretTerapi).
Der kan også være situationer, hvor jeg anvender specifik rådgivning eller ”undervisning”, der er relevant i sammenhængen.

Jeg laver ikke fysiske øvelser og berøring i mine terapier. Hvis der er øvelser, jeg mener, vil være gode for dig, vil jeg instruere dig, så du kan lave øvelserne hjemme. 

Hvad oplever du?
De fleste der starter i terapi ensbetydende føler sig lidt mere tænksomme og sårbare end ellers. Det kan være godt at fortælle dine nærmeste, at du er i gang med en forandringsproces, der tager din opmærksomhed et stykke tid og at du måske ikke er helt ligesom du plejer.

Efter den første session vil du sikkert føle dig godt tilpas ved, at du gør ”noget”, men allerede efter den anden og tredje session vil du muligvis opleve, at det kan være hårdt at gå i terapi. Du tænker længe over ting, du ellers ikke har lagt mærke til, og bliver nemmere vred eller ked af det.

Hvor lang tid tager det?
Det er svært at sige nøjagtig hvor lang tid et terapeutisk forløb varer, fordi det afhænger af mange ting. Nogle af de afgørende faktorer er
  • Om det er et problem der lige er dukket op, eller om det har været der i lang tid.
  • Hvor store ændringer du ønsker.
  • Om du virkelig vil forandringen og er parat til at gå ind i det fuldt og helt – jo mere klar du er, jo lettere går det.
  • Hvor erkendt og åben du er omkring dine problemer og hvor god du er til at tage ansvar for dig selv
  • Tiden mellem sessionerne. Ikke for kort og ikke for langt. For kort tid (under en uge, betyder, at du ikke når både at lande efter den forrige session eller forberede dig på den næste). For lang tid – (mere end 2-3 uger) betyder at du mister fokus, glemmer dine øvelser/opgaver og vi skal om igen, næste gang du kommer.
  • Hvor godt du arbejder mellem sessionerne. Jo, mere frisk du er på virkelig at ville forandring og løser de opgaver vi har aftalt, jo hurtigere går det.

Afslutning på terapien?
Når du vil stoppe terapien, er det en god idé, at du siger det senest sessionen før. Vi bruger den sidste samtale til at evaluere din terapi og til at tale om din strategi for fremtiden, hvis noget lignende dukker op igen - og til at sige farvel.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar